Respekt!
Af Jens Mortensen, juni 2003
Nuvel, en del af Håndbryggerne i Danske Ølentusiaster - bedre kendt
som haandbryg.dk - tog hjem lørdag aften, og fik støvsugede diverse
hemmelige kældre og lagre for at kunne servere bare en smule øl
om søndagen til de mange gæster der rundede standen.
Så med disse ekstra forsyninger -som har tørlagt en del bryggere
ikke mindst i Køge og omegn for resten af sommeren - kan det kun
konstateres, at håndbryggerstanden var en endog meget stor succes.
Vores primære mission, nemlig at udbrede kendskabet til, hvorledes
alle med relative enkelte midler kan brygger deres eget øl, blev
til fulde blev opfyldt. Og midlet: Servering af diverse håndbryggede
øl, efterfulgt af en snak med en af de mange bryggere på standen.
Dette var kun muligt, pga. at 15 håndbryggere havde lagt et meget
stort stykke arbejde bag dette års håndbrygger-stand i forbindelse
med planlægningen og det praktiske arbejde. Herunder ikke mindst
i de mange timers arbejde ved mæskekar og bryggryder, som gjorde
det muligt at medbringe betydeligt større mængder øl og stilarter
end ved tidligere festivaler.
Formanden for haandbryg.dk's mere formalistiske appendiks-forening
kunne da også, på trods af et sædvanlig synligt usundt blodtryk,
manglende nattesøvn og lettere stressende attitude, lokkes væk fra
hoben af nyhedshungrende pressefolk, og i et par minutter holdes
til standen uden brug af magtmidler. Ikke med unødvendige salgstaler
om det håndbrygget øls fortræffeligheder, men med en præsentations
af dette års "øl-menu".
En ting er mangfoldigheden udi forskellige stilarter, som er et
særkende for håndbryggerne, men noget andet er, og her må vi citere
håndbryggerappendiksforeningsformanden..: ..Man finder sgu ikke
mere originale og morsomme navne på øl på denne festival end hos
håndbryggerne..". Og det er jo givetvis et andet særkende. I år
kunne der blandt mange originale og unikke øl f.eks. nydes en "Sort
Strøby", "Tia Loca", "Kridt Wit", "Malty Dog", "Indian Summer Ale",
"It's getting Late", "Coal Miner" eller en "My Chuf"
Knæfald for en Trippel.
Dette med at man som gæst kan få en snak med os håndbryggere, hvor
vi kan få delt ud af vores gode (og dårlige) erfaringer, og ikke
mindst få en gensidig sludder om "..hvad der er godt øl", er en
af de områder vi som håndbryggere på Ølfestivalen har sat som vores
vigtigste prioritet. Desværre var der i perioder bare så travlt,
at vi ikke kunne nå at få denne snak i baren.
Dette gjaldt således også en mindre gruppe ølglade herre, der fredag
aften smagte sig igennem en del af udvalget på de 10 konstant løbende
haner. Da de forgæves høfligt havde forsøgt at opnå kontakt med
de travlt serverende håndbryggere, insisterede en fra selskabet
til sidst på, at komme til at tale med bryggeren til "Celia Dei",
en belgisk trippel han og de øvrige i selskabet netop havde smagt.
Med lidt besvær kom håndbrygger Nick Wilder til baren, hvor han
fik at vide, at det ganske enkelt var den bedste trippel selskabet
nogen sinde havde smagt, og med ordene "RESPEKT!", faldt de på knæ
i en nærmest muhamedansk tilbedelse overfor hr. Wilder.
Håndbryggerredaktøren har rundet de 40, og har aldrig rigtig fanget
og forstået sig på de sociologiske fænomener udi det urbane Rap-miljø,
men hvis man virkelig er så optaget af "..at få respekt",- kunne
det være man bare skulle glemme attituderne og de løst hængende
skuldre, og i stedet kaste sig over at brygge noget godt øl, og
så opnå "respekt" fra vennerne og den øvrige omverden..gennem sine
handlingere.
Nuvel, der var som sagt ikke altid megen tid til en sludder med
folkene bag fadølshanerne. Men til gengæld kunne man så i stedet
kaste sig over en snak om håndbrygning med Heikki og Christian,
der definitivt tog sig tid til at forklare om håndbrygningens ædle
kunst,- eller snare håndværk - bag opstillingen af et til lejligheden
konstrueret demo "nano-bryggeri" . Tilsvarende kunne Jesper og Klaus
fra Brygladen også dele rigt ud af deres erfaringer, bag den nærmest
kunstfærdige udsmykning i halm, humle og malt (det nærmeste man
vist kommer begrebet "dekoration" blandt midtjyske malt-pushere!).
DM i Håndbryg 2003
Mens standens haner blev betjent af ivrige hænder, arbejdede et
andet hold håndbryggere på forberedelsen og ikke mindst afholdelsen
af DM i håndbryg, som i år var flyttet til et glasbur i foyeren,
så alle havde lejlighed til at se, hvorledes en sådan konkurrence
og bedømmelse finder sted. Dette års DM i Håndbryg blev vundet af
Mikael og Tom - bedre kendt som "Ellebryg" - som med deres stout
"Very Black", tog prisen for den bedste øl i alle klasser. Et stort
tillykke til Tom og Mikael, som indledte deres håndbryggergerning
ganske få måneder efter sidste års festival!! Dem kommer vi til
at høre mere om i næste nummer af ØlentusiasteN.
Bag dette DM i håndbryg ligger et meget stort stykke arbejde, som
ikke umiddelbart er synligt for hverken publikum eller deltagere.
Men dette arbejde blev udført - med Gregg Glaser ord: - " Excellent"
af Dan Temple, Martin Fredfeldt og Klaus Egebjerg. En stor tak til
dem for dette arbejde!!!!
Antallet af Håndbrygger i Danmark er nærmest ekspotentielt stigende.
At interessen for at brygge sit eget øl er steget markant de sidste
år i Danmark, var meget tydeligt på Ølfestivalen. Fra at have været
en lille nærmest eksotisk skare af folk med hang til håndbrygget
øl, er vi pludselig blevet mange. Dette vidner ikke mindst antallet
af unikke personer der besøger håndbryggernes hjemmeside om, for
nu slet ikke at nævne antallet af personer der har tilmeldt sig
på håndbryggernes mail-baserede erfaringsudveksling "Brygforum".
Rigtig mange er ikke kun kørt kold på at indtage triviel dansk standard
øl, men vil så sandelig også selv kaste sig ud i den herlige syssel
det nu en gang er, at brygge sin egen belgiske trappist, engelske
IPA eller hvad nu hjerte og smagsløg måtte begære. Der er vel nærmest
tale om en dansk "håndbrygger-eksplosion.", som lægger sig i kølvandet
på den øvrige "slow-food" ånd, der breder sig i et opgør med de
industrielt forarbejde fødevare, hvor fokus er på pris, markedsføring
og optimering af produktion,- og i langt mindre grad på kvalitet.
De fleste mennesker i dette land kan af helt indlysende årsager
ikke bruge mange timer i et køkken hver dag. Man må derfor vælge
sine områder med omhu, og her er der så flere og flere der også
inddrager fremstillingen af håndbrygget øl i deres sparsomme kvalitetstid
i køkkenet.
Denne interesse kunne også spores på Ølfestivalen, hvor ufatteligt
mange personer skrev sig op på vores liste over "interesse i at
www.haandbryg.dk afholder kurser i håndbrygning". Og lad det være
sagt med samme, at vi efter sommeren vil følge op på dette, og kontakte
alle med tanke på at afholde nogle lørdage i efteråret og vinteren,
hvor man kan få en introduktion, basisudstyr og ikke mindst 25 liter
af eget håndbrygget øl med hjem. Vi vil løbende informere om dette
i gennem ØlentusiasteN, og ikke mindst på hjemmesiden www.haandbryg.dk.
For mange ville netop gerne melde sig ind foreningen "haandbryg.dk",
for med det samme at lære at brygge eget øl.
Hvem er egentlig "www.haandbryg.dk"???
Men www.haandbryg.dk er ikke en forening, men et "anarkistisk netværk"
af passionerede personer med en stor kærlighed til livets mangfoldig-
og udfoldelsesmuligheder - herunder ikke mindst det gode øl - og
man kan derfor ikke melde sig ind i en veletableret forening. Ikke
desto mindre er netværket landsdækkende, og spænder i ordets bogstaveligste
forstand over håndbryggere fra Skagen til Gedser.
Der findes egentlige bryggerlaug i netværket, som man evt. alternativt
kan kontakte,- bl.a. i Vendsyssels nordligste by. Om der lige findes
et bryggerlaug i Gedser er håndbryggerredaktøren uvist,- men ellers
kunne man jo selv starte et.
Til sidst skal lyde en stor tak til festivalledelsen - i særdeleshed
Kirsten - for et flot stykke arbejde og en meget velorganiseret
ølfestival.
|