Håndbryg.dk
 

60 liters stout ved en fejl......

Af Martin Fredfeldt, Januar 2003

En længere historie om at få en større gryde (60l) og hvad der derefter følger......

Man bør nok starte med at erkende at ifølge Bo's kategorisering er vi high tect bryggere.
Far of jeg har i lang tid brygt en 36l gryde med taphane som grundsten i vores bryg setup. For et lille halvtår siden kom en kollega til at snakke over sig til frokosten. Hun var gift med en finsmed. Han arbejdede i et firma hvor de lavede ting til fødevarebrug - i rustfrit stål! hmmm, kunne han lave en 50l liters gryde ?
Imod råvarer omkostninger og nogle kasser øl har han så produceret et monster af en 60 liters gryde i rustfrit stål. Den har den meget beskedne vægt af ca 25kg. Alene bunden er 6mm massivt stål.... Vilde sager....
Rationalet bag grydeopgraderingen var at hvis man kunne lave lige over 40 liter passede det smukt med to gange Cornellius fade og nogle flasker. Så kunne far og jeg få et helt fad hver - og når der skulle brygges til fest og festival ville det også være noget nemmere.
At opvarme 25kg stål og 50 liter urt med et elkomfur var dømt ude på forhånd. De 2x2800 watt som fars induktions komfur kan præstere er lige i underkanten til en 36l gryde og 28 liter urt. Superpusheren over alle blev briefet og fremskaffede et giga monster af en gasbrænder. En 11kg gasflaske blev indkøbt samt reduktionventil til samme. Og så skulle der brygges stout !
Første problem var kapaciteten i mæskekaret - den gamle 36 liter gryde. Der var ganske simpelt ikke plads til de 14kg knust malt og med de dertil hørende liter vand. Det kunne man iøvrigt have regnet sig til på forhånd. Så den rigtig gamle 10l bryggryde blev indraget til mæske ekstra kar.
Næste problem var at flowet igennem mæskekaret var nærmest drypvis. Det problem løste vi med at sætte en slangepumpe på til at føre urten fra mæskekaret til kogegryden. En slangepumpe er en ganske genial ting. Pumpen fungerer efter samme princip som når man tager en køkkenrulle og ruller uden på en slange. Flowet kan styres meget præcist og den havde fint kræfter til at suge væden igennem mæskekaret. Det resulterede i følgende opstilling.

Slangepumper koster kassen, men Far bruger den i sit firma, så den har ikke belastet vores hobby budget.

Således fik vi mæsket og endte med 50 liter urt. Det skal iøvrigt bemærkes at malten nu var kompakteret så meget at der var ca 10 cm fri til kanten af mæskekaret - med alt malten i! Opskiften var lavet til 50 liter, men vi besluttede at kun lave 50 liter urt og så nøjes med det der var tilbage når urten var reduceret.
Kogningen gik meget fint, gasblusset sparkede noget seriøst røv! Eneste detalje var at den stophane der sad monteret på gryden studs blev en smule utæt midt i det hele, men det blev kun til 3 fyldte the kopper. Øllet blev kølet på vanlig vis (slangepumpe og modflows køler) og vi endte med 45 liter - lige klar til gæren.
Vel ankommet hjem målte jeg O.G. på brygget. Jeg glippede lige en omgang, men økslemeteret var meget stabilt på 1,085 ! og target var vel at mærke 1,055. 1,085 giver en alkohol procent på lige knap 9 - hvis man overhovedet kan få den gæret langt nok ned.
Efter at have brugt noget tid med regnearket her i formiddag er jeg nået ud i nogle vilde gæt. Men den eneste gæt der forklarer det er at jeg har kværnet to kilo malt for meget (hmmm - jeg var ikke helt ædru fredag aften) og(!) vores ekstraktions effektivitet er steget fra de normale 70% til 88% Nå men så blev der hældt 15 liter vand i.
Så nu har vi 60 liter stout ved en fejl. Hvis den ender med at smage godt (humlingen er f.eks. helt i skoven) så tager jeg et fad med til festivallen under titlen "Stout by Mistake" Men det var sjovt! :-) - Martin