|
|
DM i Håndbrygning 2013 - Reglerne |
- Alle ikke-kommercielle bryggerier kan deltage, forstået på den måde, at alle, der ikke sælger af deres øl, kan være med. Deltagende øl skal være hjemmebrygget, dvs. brygget uden brug af kommercielt brygudstyr.
- Alle dommere, på nær de DM-ansvarlige, kan også deltage som bryggere til DM. Såfremt de benytter sig af denne mulighed, har de ikke lov at dømme de kategorier, hvor de har tilmeldt egne øl. De kan ligeledes ikke dømme i finalen hvis deres øl går videre. De DM-ansvarlige skal til enhver tid sikre, at dommere ikke dømmer i kategorier hvori de selv deltager som bryggere.
- Deltagere skal være bosat i Danmark.
- Tilmelding skal ske senest 1 uge før øllene indleveres. Dette foregår ved brug af BeerCalc som registreringsværktøj. Opskrifterne offentliggøres hermed. Se Tilmelding.
- Tilmelding indeholder at man angiver øllets stilart. Tilmeldte øl kan ikke skifte stilart efter aflevering. Deltagere skal sørge for at øllene bliver tilmeldt indenfor den rigtige stilart.
- Deltagende øl skal navngives. Find et sjovt navn til din øl, dvs. et generelt navn som "Engelsk Ale" duer ikke.
- Bryggere må deltage med maksimum én øl i hver af de 13 stilartskategorier. Dette inkluderer deltagelse som medlem af et hold eller laug. Det vil sige, at hvis et hold deltager med en øl indenfor en bestemt stilartskategori, må medlemmerne ikke deltage med deres egne øl i samme stilartskategori.
Eksempel: Hvis du eller dit hold/laug deltager med en Dry stout (8A), så kan du/I ikke samtidig deltage med en porter (8D), da de er i samme stilartskategori.
- Bryggere kan indlevere op til 13 øl, så længe der kun er én i hver af de 13 stilartskategorier
- Hvis man tilmelder øl i stilartskategori 13 (specialøl), skal man huske at oplyse basisstilenarten samt krydring/smagstilsætning i bemærkningerne i Beercalc.
- 3 flasker af det tilmeldte øl skal leveres. Flaskerne skal være standard 330ml ølflasker. Andre typer accepteres ikke af praktiske grunde. Der gives ikke dispensation til at der kan bruges andre flasker.
Flaskerne skal tilmeldes inden den fastsatte tilmeldingsfrist, og leveres inden fastsatte indleveringsfrist på de enkelte indleveringssteder - Se Levering.
- Flaskerne skal markeres tydeligt med øllets tilmeldingsnummer både på kapsel og på etiket. Se Levering.
- Et afleveringsskema leveres sammen med øllene. Det skal udfyldes med bryggerens kontaktinformation, og markeres med øllets tilmeldingsnummer i feltet øverst til højre.
- Emballagen tilfalder Foreningen af Danske Øldommere.
- Der er intet krav om, at bryggeren selv er til stede. Men alle der har øl med, opfordres til at møde op til præmieoverrækkelsen på festivalen.
- Deltagelse koster 50 kr. pr. øl.
- Flasker, der bruser over ved åbning diskvalificeres. Af sikkerhedshensyn skal deltagere sørge for at trykket i flaskerne er rimeligt.
- Vinderne af de enkelte kategorier går videre til finalen
- Bryggerne får tilsendt ét bedømmelsesark pr. tilmeldt øl (efter ølfestivalen).
- Dommernes valg af medaljevindere er til enhver tid uomstrideligt. Såfremt kvaliteten af øllet i en given kategori ikke nærmer sig typiske eksempler på samme, kan dommerne vælge at kassere en kategori - i så fald vil der ikke findes medaljevindere i kategorien. Dette sker i sådanne tilfælde udelukkende for at sikre et vist kvalitetsniveau.
Så er det nok med regler for denne gang...
|