Hygiejne
Af Dan Temple
Der er nogle generelle ting ved håndbrygning, som er vigtige, primært
hygiejne.. Ølbrygningens mester er gæren. Meget af hemmeligheden
ved ølbrygning ligger i at give sin gær de bedste arbejdsbetingelser.
Disse arbejdsbetingelser er desværre også ret gunstige for alle
mulige andre og ganske uønskede bakteriologiske djævle. Hygiejne
er derfor altafgørende under håndbrygning. Alt hvad gæren er i kontakt
med, eller kommer i kontakt med, skal være sterilt - gæren undtaget
naturligvis.
Kogning steriliserer meget effektivt, derfor gælder sterilitetskravet
ikke de ting, der skal koge med. De burde dog være rene. Efter kogningen
gælder, at alt hvad der kommer i kontakt med øllet, skal være sterilt!
Det gælder hænder, slanger, termometre, skeer og alt muligt andet.
Der skelnes normalt imellem rengøring og sterilisering.
Til rengøring kan Caustisk Soda (NaOH) anbefales, som kan købes i et
almindeligt supermarked. 50g i 5 liter vand fjerner de værste gærrester
meget hurtigt. Varmt vand og sæbe kan dog klare de meste.
Iodophor (jod-baseret steriliseringsmiddel) skulle være
nogenlunde optimalt til sterilisering. Man skal ikke engang skylle
efter, bare tømme beholderen. Denne praksis blev efterprøvet
af Dan Temple og Jens Mortensen, der tappede en engelsk ale på
flaske, efter kun at have vendt flaskerne på hovedet i kort
tid for at tømme dem for iodophor-opløsningen. Skum
fra iodophoren kunne stadig ses i flaskerne! Men, resterne kunne
ikke smages, og eftergæringen forløb perfekt. (Blindsmagning
af Martin, Bo, Heikki og Nick) Skeptikere kan referere til denne
artikel. Han tjekker også om man kan smage den, eller
om den kan slå gær ihjel. Nix.
Andre fordele ved Iodophor er at den kan genbruges - så længe
opløsningen beholder sin jod-farve (gul) skulle den være
god nok. Og kontakttiden er fra 2-5 minutter! Og en opløsning
kan opbevares omkring 2 uger inden den mister effekt.
Klorin kan også anbefales - doseringen står på flasken. Til
forskel fra, hvad man læser i udenlandsk litteratur, er postevand
i Danmark at regne for sterilt. Derfor kan man godt skylle efter
med koldt(!) vand. Men det er nok en god idé at bruge kogt
vand - bare for en sikkerheds skyld!
Luftbåren infektion skal man også være opmærksom på. Man bør ikke kværne
malt i samme rum som man køler urten i, da maltstøvet er temmelig bakteriefyldt.
|